NB – Adgang til koncerten kræver gyldigt coronapas.
Brorsons Kirke og Copenhagen Jazz Festival inviterer publikum til en unik koncert, når Maria Faust præsenterer sit nye, storslåede korværk, der sætter fokus på en række relevante samfundsemner som misbrug, traumer og vold i hjemmet.
“Mass of Mary” er titlen på et nyt, sakralt værk komponeret af den herboende estiske saxofonist og komponist Maria Faust, skrevet til det estiske kammerkor Collegium Musicale og et hornensemble dirigeret af landsmanden Endrik Üksvärav. Værket havde urpremiere i Tallinn i august 2020, hvor det både blev fremført foran et levende publikum og sendt live i æteren fra Estlands nationalradio.
“Mass of Mary” er helliget ofrene for vold og misbrug i hjemmet. I tilblivelsen af værket arbejdede Faust kompositorisk og teknisk med traditionelle messeformer såvel som hellig liturgi, der tilsammen fungerer som ramme for en række originale historier (skrevet af Faust og den estiske dramatiker Eero Epner) fortalt fra tre arketypers synspunkt – Moderen, Barnet og Samfundet.
Maria Faust er blandt de fremmeste navne på den danske jazzscene og har modtaget en række priser for sit foreløbige virke – heriblandt fem DMA’er, en Estonian Music Award og en hæderspris fra sangskrivernes brancheorganisation DJBFA.
Collegium Musicale – chamber choir
Endrik Üksvärav - dirigent
Maria Faust - altsax
Anders Banke - basklarinet
Tomasz Dabrowsky - trompet
Peter Dahlgren - trombone